I den uge, hvor Torkild var af sted på børnekampagne, skete der noget, som rystede os dybt.
Vores tyske venner og naboer, Rosy og Friedhelm, var blevet syge (I husker sikkert, at vi mange gange har skrevet om Friedhelm, som har bygget adskillige kirker sammen med Torkild i store dele af Tanzania). Rosy skrev til os for at høre, hvordan vi havde det, for de havde fået feber og følte sig meget dårlige. Deres tjenestepige havde fået konstateret covid-19 og var meget syg. Tilsyneladende havde hun smittet Rosy og Friedhelm.
Jeg foreslog straks, at de skulle søge læge, men Rosy sagde, at Friedhelm var så dårlig, at han ikke ville kunne sidde i en bil for at komme hen til lægen. Det lykkedes at få lægen til at komme hjem til dem. Friedhelm blev indlagt på et missionshospital ca. 150 km fra Arusha, hvor der også arbejder læger fra Vesten.
Dagen efter Torkilds hjemkomst ringede Rosy for at fortælle, at Friedhelms tilstand var forværret. Han skulle muligvis flyves til et hospital i Dar es Salaam eller Nairobi. Hun havde glemt deres pas, så Torkild besluttede at hente passene og køre til hospitalet sammen med vores chauffør, Hilary, for at se, hvordan han kunne hjælpe.
Lægen havde i mellemtiden snakket med Rosy og frarådet at flytte Friedhelm, da hans tilstand var yderst kritisk. Problemet på de fleste hospitaler i Tanzania er, at man ikke har respiratorer. Det var det, de manglede til Friedhelm.
Ved middagstid dagen efter, Torkild var kommet frem til hospitalet, sov Friedhelm stille og fredfyldt ind.
Sikke et chok for hans kone, som ikke havde nogen fra familien omkring sig. Hun begyndte straks at ringe til børnene for at fortælle, at deres far var gået bort.
Liget skulle flyttes fra hospitalet inden aften samme dag, da de ikke har noget kølehus til opbevaring. Hilary kørte liget i Friedhelms bil, og Torkild tog Rosy med i vo¬res bil. De kørte til et hospital i Arusha, hvor Friedhelm kom på køl.
Derefter blev bilen desinficeret indvendig, og Hilary blev også sprøjtet over med denne væske. Han kom helt våd hjem til mig om aftenen og spurgte: ”Åh, mama, må jeg ikke få et hurtigt bad og låne noget tørt tøj?”
Friedhelm havde tidligere givet udtryk for, at han gerne ville begraves i Tanzania. Han fik sådan en flot begra¬velse – en konge værdig. Han blev begravet ved vores FPCT-kirke i Ngaramtoni; det er den lokale kirke, vi samarbejder med.
Han efterlader sig kone og 4 børn. En af sønnerne kom for at deltage i begravelsen.
The father disappeared and they have had no contact with him for several years. Ruth is a bright girl in school. Her school decided to sponsor her schooling because they are really poor. For various reasons the school recently shut down and Ruth had to find another school.
The mother cannot afford to send Ruth to another school. Ruth’s grandfather is a Maasai and he wants to have her back in Maasai land. He does not want a girl to get eductaed, but instead follow the Maasai traditions for girls: to be married. Maasais think that only boys should get educated.
Ruth’s mother told me that Ruth’s grandfather had received an offer from an elderly, wealthy Maasai who wanted to pay a very large dowry in the form of many cows in order to marry Ruth. Ruth had been desperate because she wanted to stay in school, get her education and choose her husband when the time was ripe. For this reason the mother and Ruth came to our office asking for help.
We trusted God and sent Ruth to a good, Christian school where she is thriving.
We received a sponsor who will support her until Form 4 is completed. But Ruth wishes to continue for another two years and graduate from High School. If any of you would like to support Ruth for a few more years please write us or send a gift to our missions account. Please earmark it “Ruth”.
