Jeg (Tabitha) er født og opvokset i et kristen hjem, hvor jeg gik i søndagsskole og til gudstjeneste om søndagen sammen med mine forældre. Jeg er nummer tre ud af en søskende flok på fire.

 

Da jeg var 10 år gammel deltog jeg på et missionsmøde, hvor vi havde besøg af en missionær fra Tanzania. Hun fortalte om arbejdet blandt børnene og kvinderne. Medens hun fortalte, følte jeg pludselig noget hviske i mit øre: “En dag bliver det dig, Tabitha der hjælper børnene i Tanzania”. Med det samme var der en anden stemme som sagde: “Gud taler ikke til børn”.

 

Siden jeg er blevet voksen, har jeg erfaret, at når Herren taler, så kommer der altid en negativ reaktion og dermed ved man, at det er Herren som har talt. Den negative stemme kommer fra vores fjende.

 

Jeg kan tydeligt huske, at jeg ikke turde fortælle denne lille hændelse til nogle, ikke engang min bedste veninde, ej heller til mine forældre. Jeg gemte det i mit hjerte, og der lå det i mange år.

 

Torkild, er opvokset i et ganske almindeligt hjem, hvor man blev barnedøbt og konfirmeret og det var det. Torkild er den yngste ud af en søskendeflok på fire.

 

Torkild og jeg har gået i samme skole lige fra 1. klasse. Jeg har altid været vild forelsket i Torkild, da vi gik i skole. Han var skolens sjove dreng, fyldt af alle mulige slags ideer.

 

Da jeg gik i 4. klasse begyndte jeg at bede til Jesus for Torkild og sagde: “Kære Jesus, hvis Torkild en dag skal blive min mand, må du gøre så han bliver en personlig kristen. Min mor har altid lært mig, at vi kan bede til Jesus om alt, og hvis Han ser det er godt for os, vil Han svare os.

 

Da jeg var færdig med 7. klasse og skulle forsætte med 8. klasse, begyndte vi at have et godt øje til hinanden, selvom vi bare var store børn. Jeg gjorde ham det meget klart: Hvis han ikke ønskede at blive en kristen, kunne vort forhold til hinanden aldrig blive en realitet. Jeg var en personlig kristen og dermed besluttet, at dette skulle gælde for resten af mit liv.

 

Torkild blev en kristen, da han var en ung mand på 16 år. Døbt i vand to år senere og vi blev gift, da vi var 20 år gammel.

 

Jeg havde aldrig fortalt Torkild om mit kald som barn. Ofte når vi var på møde, specielt når der var missionsmøde med missionærer, så var det som om der var noget der brændte inde i mig.

 

Jeg har ofte lagt på knæ ved min seng og sagt: “Herre, hvis du mener noget med det kald, så må du også kalde på Torkild, så han en dag kommer og spørger mig om jeg vil være villig til at blive missionær.

 

Der gik adskillige år, uden at der skete noget, og vi fik 3 dejlige børn. De gik i en god friskole og vi havde det godt.

 

Vi var selvstændige med egen vognmandsforretning og tjente godt. Så på alle måder havde vi det rigtig godt i Danmark.
Pga. meget lange arbejdsdage kunne Torkild aldrig være med til bedemøde, da det altid var en hverdagsaften.

 

På grund af en pludselig strejke i Danmark, kunne Torkild ikke køre nogen steder, og måtte blive hjemme. Han havde endelig en mulighed for at være med på bedemøde. Den aften skete noget helt specielt som ændrede vores liv. Mødet formede sig helt anderledes end det normale. Normalt begyndte mødet med at vi sang nogle sange, men den aften var der bare fuldstændigt stille. Ingen sang, ingen sagde noget, men pludselig rejste en person sig op og kom med en profeti som lød: “Der er nogle her i aften, som Herren ønsker at bruge i sin tjeneste, dørene er åbne og jeg vil gøre alt rede for jer. Arbejdet haster og hvis I ikke vil være villige til at gå, må jeg sende nogle andre.”

 

Torkild hviskede til mig, hvordan har du det? Jeg kunne ikke svare og tænkte, hvor er det godt at vi sidder ned, for mine ben var som gele og jeg følte det som om de ikke kunne bære mig.

 

Derefter fortsatte mødet på normalt vis.

 

Da vi kørte hjem den aften talte vi meget om det der foregik, og pludselig hørte jeg Herren sige til mig: “Nu kan du godt fortælle Torkild om dit kald som lille pige”.

 

Vi tog beslutningen den aften og sagde “Ja” til Herrens kald.

 

Vi startede med at fortælle det til vores forstander som sagde: “Det har vi vidst længe, men ventede bare efter I selv ville komme og fortælle det.”

 

Vi inviterede mine forældre (Tabitha’s) på besøg for at fortælle dem om vores beslutning. Min mor begyndte at græde og jeg tænkte: “Er det virkelig så svært for hende, at hun græder”.

 

Mor sagde til min far: “Far kan du huske dengang børnene var små, (dengang havde vi stuemøder i hjemmene og havde besøg af en fremmed prædikant). Prædikanten sagde dengang til mine forældre, en dag er der et af jeres børn, som vil blive missionær”

 

Min mor havde gemt dette i sit hjerte og som hun sagde: “I er 4 søskende og dengang var I alle små, så jeg vidste ikke hvem af jer det ville blive, derfor gemte jeg det i mit hjerte.”

 

Når jeg tænker på alt dette, så viser det helt klart på det tidspunkt jeg fik mit kald som lille pige, da havde Gud også fortalt det til mine forældre.

 

Ja sådan er Herren og Hans veje er uransaglige.

 

Vi rejste fra Danmark den 6. aug. 1987.

 

WP_Post Object
(
    [ID] => 4883
    [post_author] => 1
    [post_date] => 2020-05-17 16:41:23
    [post_date_gmt] => 2020-05-17 14:41:23
    [post_content] => Kære venner
Nu har vi snart været hjemme i 2 mdr. og tripper for at komme i gang,

 med vores møderække rundt i landet.
Corona krisen har desværre gjort, at det ikke har været muligt at følge vores mødeaktiviteter rundt i kirker og foreninger.
 
Det er vi selvfølgelig meget kede af, derfor har vi valgt at bruge de muligheder der findes ved at bruge nettet.
Der er flere kirker, der har opfordret os til at lave et videoklip, for at fortælle om arbejdet i Tanzania.
Det gjorde vi og sendte det til de kirker, der er interesseret som så formidler det videre via nettet til deres medlemmer.
Vi har dermed også lyst til at sende den rundt til vores venner, som måske ikke har mulighed for at høre vores hilsen gennem kirkerne.
 
Videoklippet varer 25 min.  
 
Tabitha starter med at fortælle om vores tur hjem til Danmark.
 
Vi viser en kort filmklip om arbejdet, som fortæller om vores hverdag, både når vi er hjemme og de forskellige aktiviteter rundt i landet. Bl.a. er vi på sygebesøg hos en psykisk syg mor, som beder os hjælpe med at få sit barn ind på vores børnehjem.
 
Torkild slutter af med at fortælle om nogle af de behov, der er opstået på grund af Corona.
Vi er glade for de muligheder der findes på nettet til at holde kontakten til jer kære venner.
 
Her er link til videoen:

2020


 

Hvis I ønsker at give en gave til arbejdet kan det sendes til vores missionskonto
 
Reg. Nr. 9712 - Kontonr. 07 41 79 30 75
 
Mobilepay nr.16822
Ved betaling på MobilePay gives der kun skattefradrag, hvis cpr. nr. oplyses.
 
Det skal mærkes: MBU TZ ”Corona”
 
Tabitha og Torkild


    [post_title] => Hilsen fra Tabitha og Torkild
    [post_excerpt] => 
    [post_status] => publish
    [comment_status] => closed
    [ping_status] => open
    [post_password] => 
    [post_name] => hilsen-fra-tabitha-og-torkild
    [to_ping] => 
    [pinged] => 
    [post_modified] => 2020-05-17 16:49:38
    [post_modified_gmt] => 2020-05-17 14:49:38
    [post_content_filtered] => 
    [post_parent] => 0
    [guid] => https://mission-tanzania.dk/?p=4883
    [menu_order] => 0
    [post_type] => post
    [post_mime_type] => 
    [comment_count] => 0
    [filter] => raw
)

Sidste nyt

Kære venner
Nu har vi snart været hjemme i 2 mdr. og tripper for at komme i gang,



Læs mere...

Kategorier

Arkiver