Jeg (Tabitha) er født og opvokset i et kristen hjem, hvor jeg gik i søndagsskole og til gudstjeneste om søndagen sammen med mine forældre. Jeg er nummer tre ud af en søskende flok på fire.

 

Da jeg var 10 år gammel deltog jeg på et missionsmøde, hvor vi havde besøg af en missionær fra Tanzania. Hun fortalte om arbejdet blandt børnene og kvinderne. Medens hun fortalte, følte jeg pludselig noget hviske i mit øre: “En dag bliver det dig, Tabitha der hjælper børnene i Tanzania”. Med det samme var der en anden stemme som sagde: “Gud taler ikke til børn”.

 

Siden jeg er blevet voksen, har jeg erfaret, at når Herren taler, så kommer der altid en negativ reaktion og dermed ved man, at det er Herren som har talt. Den negative stemme kommer fra vores fjende.

 

Jeg kan tydeligt huske, at jeg ikke turde fortælle denne lille hændelse til nogle, ikke engang min bedste veninde, ej heller til mine forældre. Jeg gemte det i mit hjerte, og der lå det i mange år.

 

Torkild, er opvokset i et ganske almindeligt hjem, hvor man blev barnedøbt og konfirmeret og det var det. Torkild er den yngste ud af en søskendeflok på fire.

 

Torkild og jeg har gået i samme skole lige fra 1. klasse. Jeg har altid været vild forelsket i Torkild, da vi gik i skole. Han var skolens sjove dreng, fyldt af alle mulige slags ideer.

 

Da jeg gik i 4. klasse begyndte jeg at bede til Jesus for Torkild og sagde: “Kære Jesus, hvis Torkild en dag skal blive min mand, må du gøre så han bliver en personlig kristen. Min mor har altid lært mig, at vi kan bede til Jesus om alt, og hvis Han ser det er godt for os, vil Han svare os.

 

Da jeg var færdig med 7. klasse og skulle forsætte med 8. klasse, begyndte vi at have et godt øje til hinanden, selvom vi bare var store børn. Jeg gjorde ham det meget klart: Hvis han ikke ønskede at blive en kristen, kunne vort forhold til hinanden aldrig blive en realitet. Jeg var en personlig kristen og dermed besluttet, at dette skulle gælde for resten af mit liv.

 

Torkild blev en kristen, da han var en ung mand på 16 år. Døbt i vand to år senere og vi blev gift, da vi var 20 år gammel.

 

Jeg havde aldrig fortalt Torkild om mit kald som barn. Ofte når vi var på møde, specielt når der var missionsmøde med missionærer, så var det som om der var noget der brændte inde i mig.

 

Jeg har ofte lagt på knæ ved min seng og sagt: “Herre, hvis du mener noget med det kald, så må du også kalde på Torkild, så han en dag kommer og spørger mig om jeg vil være villig til at blive missionær.

 

Der gik adskillige år, uden at der skete noget, og vi fik 3 dejlige børn. De gik i en god friskole og vi havde det godt.

 

Vi var selvstændige med egen vognmandsforretning og tjente godt. Så på alle måder havde vi det rigtig godt i Danmark.
Pga. meget lange arbejdsdage kunne Torkild aldrig være med til bedemøde, da det altid var en hverdagsaften.

 

På grund af en pludselig strejke i Danmark, kunne Torkild ikke køre nogen steder, og måtte blive hjemme. Han havde endelig en mulighed for at være med på bedemøde. Den aften skete noget helt specielt som ændrede vores liv. Mødet formede sig helt anderledes end det normale. Normalt begyndte mødet med at vi sang nogle sange, men den aften var der bare fuldstændigt stille. Ingen sang, ingen sagde noget, men pludselig rejste en person sig op og kom med en profeti som lød: “Der er nogle her i aften, som Herren ønsker at bruge i sin tjeneste, dørene er åbne og jeg vil gøre alt rede for jer. Arbejdet haster og hvis I ikke vil være villige til at gå, må jeg sende nogle andre.”

 

Torkild hviskede til mig, hvordan har du det? Jeg kunne ikke svare og tænkte, hvor er det godt at vi sidder ned, for mine ben var som gele og jeg følte det som om de ikke kunne bære mig.

 

Derefter fortsatte mødet på normalt vis.

 

Da vi kørte hjem den aften talte vi meget om det der foregik, og pludselig hørte jeg Herren sige til mig: “Nu kan du godt fortælle Torkild om dit kald som lille pige”.

 

Vi tog beslutningen den aften og sagde “Ja” til Herrens kald.

 

Vi startede med at fortælle det til vores forstander som sagde: “Det har vi vidst længe, men ventede bare efter I selv ville komme og fortælle det.”

 

Vi inviterede mine forældre (Tabitha’s) på besøg for at fortælle dem om vores beslutning. Min mor begyndte at græde og jeg tænkte: “Er det virkelig så svært for hende, at hun græder”.

 

Mor sagde til min far: “Far kan du huske dengang børnene var små, (dengang havde vi stuemøder i hjemmene og havde besøg af en fremmed prædikant). Prædikanten sagde dengang til mine forældre, en dag er der et af jeres børn, som vil blive missionær”

 

Min mor havde gemt dette i sit hjerte og som hun sagde: “I er 4 søskende og dengang var I alle små, så jeg vidste ikke hvem af jer det ville blive, derfor gemte jeg det i mit hjerte.”

 

Når jeg tænker på alt dette, så viser det helt klart på det tidspunkt jeg fik mit kald som lille pige, da havde Gud også fortalt det til mine forældre.

 

Ja sådan er Herren og Hans veje er uransaglige.

 

Vi rejste fra Danmark den 6. aug. 1987.

 

WP_Post Object
(
    [ID] => 5080
    [post_author] => 1
    [post_date] => 2021-09-19 13:30:18
    [post_date_gmt] => 2021-09-19 11:30:18
    [post_content] =>  I den uge, hvor Torkild var af sted på børnekampagne, skete der noget, som rystede os dybt. During the week when Torkild was away something happened that shook us deeply.  
 
Vores tyske venner og naboer, Rosy og Friedhelm, var blevet syge (I husker sikkert, at vi mange gange har skrevet om Friedhelm, som har bygget adskillige kirker sammen med Torkild i store dele af Tanzania). Rosy skrev til os for at høre, hvordan vi havde det, for de havde fået feber og følte sig meget dårlige. Deres tjenestepige havde fået konstateret covid-19 og var meget syg. Tilsyneladende havde hun smittet Rosy og Friedhelm.
 
Jeg foreslog straks, at de skulle søge læge, men Rosy sagde, at Friedhelm var så dårlig, at han ikke ville kunne sidde i en bil for at komme hen til lægen. Det lykkedes at få lægen til at komme hjem til dem. Friedhelm blev indlagt på et missionshospital ca. 150 km fra Arusha, hvor der også arbejder læger fra Vesten.
 
Dagen efter Torkilds hjemkomst ringede Rosy for at fortælle, at Friedhelms tilstand var forværret. Han skulle muligvis flyves til et hospital i Dar es Salaam eller Nairobi. Hun havde glemt deres pas, så Torkild besluttede at hente passene og køre til hospitalet sammen med vores chauffør, Hilary, for at se, hvordan han kunne hjælpe.
 
Lægen havde i mellemtiden snakket med Rosy og frarådet at flytte Friedhelm, da hans tilstand var yderst kritisk. Problemet på de fleste hospitaler i Tanzania er, at man ikke har respiratorer. Det var det, de manglede til Friedhelm.
 
Ved middagstid dagen efter, Torkild var kommet frem til hospitalet, sov Friedhelm stille og fredfyldt ind.
 
Sikke et chok for hans kone, som ikke havde nogen fra familien omkring sig. Hun begyndte straks at ringe til børnene for at fortælle, at deres far var gået bort.
 
Liget skulle flyttes fra hospitalet inden aften samme dag, da de ikke har noget kølehus til opbevaring. Hilary kørte liget i Friedhelms bil, og Torkild tog Rosy med i vo¬res bil. De kørte til et hospital i Arusha, hvor Friedhelm kom på køl. 
 
Derefter blev bilen desinficeret indvendig, og Hilary blev også sprøjtet over med denne væske. Han kom helt våd hjem til mig om aftenen og spurgte: ”Åh, mama, må jeg ikke få et hurtigt bad og låne noget tørt tøj?” 
 
Friedhelm havde tidligere givet udtryk for, at han gerne ville begraves i Tanzania. Han fik sådan en flot begra¬velse – en konge værdig. Han blev begravet ved vores FPCT-kirke i Ngaramtoni; det er den lokale kirke, vi samarbejder med.
 
Han efterlader sig kone og 4 børn. En af sønnerne kom for at deltage i begravelsen.
 

  

 
 
Our German friends and neighbors, Friedhelm and Rosy fell ill (you probably remember that we wrote about Friedhelm many times. He built several churches with the help of Torkild in large parts of Tanzania). Rosy wrote to us to hear how we were doing because they had gotten a temperature and felt bad. Their maid was very ill with covid-19. Seemingly, she had passed it on to Friedhelm and Rosy.
 
I immediately suggested that they saw a doctor, but Rosy said Friedhelm was so sick that he could not sit in a car to get to the doctor. Finally, the doctor instead came to their house. Friedhelm was admitted to a missionary hospital approx. 150 km from Arusha with doctors from the West. 
 
The day after Torkild’s return Rosy called and said that Friedhelm’s condition had worsened. Possibly he would be taken by plane to a hospital in Dar es Salaam or Nairobi. She had forgotten their passports so Torkild decided to take the passports to the hospital with our driver, Hilary to see if he could help.
 
In the meantime, the doctor had talked to Rosy and advised her not to move Friedhelm as his condition was extremely critical. The problem is that most Tanzanian hospitals do not have any respirators. And they needed one for Friedhelm.
 
At noon the following day after Torkild had arrived in the hospital, Friedhelm passed away, quietly and peacefully.
 
It was big a shock to his wife who had no relatives around her. She immediately began calling the children to inform them of their father’s passing. 
 

The body had to be moved from the hospital before evening on the same day, as they have no cooling rooms. Hilary drove the body in Friedhelm’s car and Torkild took Rosy in our car. They drove to a hospital in Arusha where Friedhelm was put in a cooler. 
 
Friedhelm had earlier expressed that he wanted to be buried in Tanzania. He received a truly royal funeral. He was buried at our FPCT church in Ngaramtoni, which is the local church that we work with.
 
He leaves behind his wife and four children. One of the sons came to be a part of the funeral.

 
  

    [post_title] => Et stort tab for os og TanzaniaA big loss for us and for Tanzania
    [post_excerpt] => 
    [post_status] => publish
    [comment_status] => closed
    [ping_status] => open
    [post_password] => 
    [post_name] => et-stort-tab-for-os-og-tanzania
    [to_ping] => 
    [pinged] => 
    [post_modified] => 2021-09-19 13:30:18
    [post_modified_gmt] => 2021-09-19 11:30:18
    [post_content_filtered] => 
    [post_parent] => 0
    [guid] => https://mission-tanzania.dk/?p=5080
    [menu_order] => 0
    [post_type] => post
    [post_mime_type] => 
    [comment_count] => 0
    [filter] => raw
)

Sidste nyt

I den uge, hvor Torkild var af sted på børnekampagne, skete der noget, som rystede os dybt.

Læs mere...

Kategorier

Arkiver