Denne rapport er skrevet af Mirjam, der har været ude hos masaierne med nødhjælp. Hun er en stor hjælp i vores arbejde.
Kære venner
Jeg vil gerne fortælle lidt om min tur i tirsdags til Mswakini for at dele nødhjælp ud. Vi er begyndt tidligere i år end ellers fordi det er så slemt med tørken. I år har de forsøgt at plante 3 gange, men hver gang er det mislykkedes. Regnen startede ellers så fint til tiden i år, men stoppede så. Vi havde 5 dage med effektiv regn, og det var så det. Søen er snart tom, og pumpen til drikkevand er brudt sammen. Der arbejdes på at reparer pumpen men nu er der gået 3 uger uden rent drikkevand. Om kort tid skal de gå den lange vej på 19 km for at hente bare en enkelt spand vand. Livet er ikke let hvis man er Maasai.
Men lad mig lige fortælle lidt om situationen vi oplevede da vi skulle købe majsen. Som i måske har hørt er der også i Kenya hungersnød. Derfor kører de fra Kenya til Tanzania for at købe den lille høst der er. For at forklare hvad det betyder, må jeg lige fortælle at normalt på denne tid af året koster en sæk majs omkring 25-30.000 shillings. Vi måtte betale 52.000 pr sæk. Hvilket jo er det dobbelte! Det er ulovligt for Kenyanerne at købe majs i TZ nu, men de er sultne også, så de sniger sig ind gennem bushen over grænsen så de ikke bliver opdaget af politiet. Men Gud var med os og det lykkedes os at få 100 sække hvilket svarer til 10 tons majs. Det hele er blevet delt ud i løbet af en uge!
Tirsdag morgen kører vi så ud med 50 sække majs til Mswakini området. Da vi ankommer derude er der en masse ballade, fordi en af regeringsfolkene skulle komme dagen før og tale til folket fordi de skulle indvie en ny bygning og de forlangte at ALLE mødte op. Men alle var kommet ned til kirken til os, så der kom en masse vigtige mænd ned til mig og sagde at vi ikke måtte dele mad ud før de var færdige, og præsten turde ikke lade os gøre det for han ville få problemer med dem senere. Så gode råd var dyre, skulle vi køre hjem igen eller hvordan kunne vi løse det problem. Men så fandt vi på at involvere høvdingen som vi har et godt forhold til, og han sagde med det samme at ”mama” skulle dele mad ud til alle kvinderne og så kunne mændene blive til mødet. Så vi takkede Gud fordi han sendte en fredelig løsning og at vi alligevel kunne komme til at dele mad ud.
Kvinderne kom sværmende som en flok bier så snart de fik grønt lys, det var tydeligt hvor sultne de var. Vi delte først ud til de 100 værst ramte familier, de gamle, enkerne og forældreløse børn. Vi havde ca. 10 sække tilbage da vi havde delt ud til de familier vi havde inviteret. Så alle de kvinder der var kommet uden at have fået invitation stillede sig op i en lang kø hvorefter vi så delte ud det der var til overs. Ikke et eneste majs korn gik til spilde, alt blev samlet op, tænk mange af dem begyndte at tygge på de tørre rå korn, det var helt frustrerede at se på at de var så sultne.
Jeg fik mange tak, knus og velsignelser og det er dem jeg egentlig vil dele med jer, for uden jer kunne dette ikke lade sig gøre, Gud har sat mig her som forvalter af det han giver mig, og jeg giver det videre som han har sendt vores vej. Gud er trofast i store of små ting.
Tak om i vil være med til at bede for os som familie og for Maasaierne. Bed for at vi må være i stand til at hjælpe dem igennem endnu en svær situation og at Guds kærlighed må blive spredt blandt dette stolte folk.
Stort knus
Mirjam
