Medens vi var i Danmark på orlov, fik vi 2 containere bevilliget af Mellemfolkeligt Samvirke, hvilket betyder at de har sponsoreret containerne til anvendelse i Tanzania.
Selve containerne er simpelthen enestående som lagerrum, da det er meget svært at bryde ind i for evt. indbrudstyve. Mellemfolkeligt Samvirke betaler samtidig fragten af disse containere fra dør til dør, altså fra Danmark til de står hos modtageren i Tanzania. Dette er en uvurderlig hjælp for udviklingsarbejdet blandt børnene.
Da vi i øjeblikket er i gang med at bygge en skole, der starter fra børnehaveklassen til og med 7. klasse, er der brug for inventar til skolen, såsom skoleborde, stole, tavler, skabe, reoler, computere m.m.
Der er forskellige sponsorer i Danmark, bl.a. skoler og private firmaer som giver alle de forskellige ting.
Igennem Projekt Ulandshjælp til Selvhjælp (PULS) ved Elly Vesterager, Videbæk, har vi fra et privat firma fået helt nye tagplader til den nye skole, hvilket er en stor økonomisk hjælp. PULS har også hjulpet med nye køkkenskabe samt bordplade til køkkenet på skolen. De har hjulpet med skoleborde, stole og meget andet.
Fra Arla har vi ligeledes modtaget reoler, skabe, skriveborde, hæve sænke borde samt kontorstole.
Vi har en god IT ven som har skaffet fine og gode computere også til skolen, som vi er så taknemmelige for.
Fra murer firmaet Enok Hansen, Brande har vi fået stillads og meget andet til byggeriet.
Vi har en frivillig i Esbjerg som tager rundt og samler brugte el symaskiner. Han tager dem med hjem til sig selv og så renoverer han dem inden de bliver afleveret på vores nødhjælps lager i Blåhøj, hvor containerne bliver pakket.
Vi vil gerne sige tusind tak til alle jer som har været med til at give alle disse fine ting til arbejdet i Tanzania. Det hele er guld værd og vi glæder os rigtig meget til at modtage containerne forhåbentlig engang midt i september.
Ligeledes en stor tak til jer der har hjulpet i jeres fritid med at pakke. Uden jeres hjælp ville vi ikke have været i stand til at få det hele klaret.