Vi kører sammen med vores venner Laila og Leo ud og besøge en lille kirke ca. 140 km fra Arusha. De sidste 30 km er på jordvej og ind igennem små tjørnebuske,som klarer sig trods det minder mest om en ørken. Der er ingen hytter eller marker, bare noget så øde og goldt.
Pludselig midt i det golde og udtørrede område, dukker der en stor sø op og de omkring liggende marker er grønne og der kommer liv. Søen har fået navnet oversat fra swahili ”Guds hus.”
I søen er der fisk og der findes mange små fiskere, som tidligere levede af fiskeri. Desværre kom der en rig mand, som havde råd til en stor båd og et kæmpe net og så støvsugede han søen for fisk og de små fiskere havde ikke mere at leve af. Dette virker bare så uretfærdigt og synd for lokal befolkningen.
Vi kørte derud om lørdagen og skulle medvirke ved gudstjenesten om søndagen, 7 km fra denne flotte sø. Kirken var en lille lerklinet bygning, med græstag ikke meget større end et gammel- dags hønsehus. Men der var en fantastisk atmosfære af Guds nærvær.
Dette blev en meget speciel gudstjeneste, idet præsten og hans kone fortalte deres vidnesbyrd, som skar os alle langt ind i hjertet. Præsten havde fået et kald til området, som er et pionerarbejde, da der findes meget lidt kristen aktivitet i landsbyen.
Episoden tog plads for 2 år siden, medens de var i marken for at arbejde. De havde lejet nogle marker ved floden og kunne dermed overrisle marken. De dyrkede ris, majs og bønner. Man- den var taget af sted meget tidligt om morgenen, for der skulle høstes majs. Konen ville tage ud og hjælpe ham senere, men ville lave mad og derefter lægge den lille pige på 1½ år ind for at sove. De to store drenge på henholdsvis 3 og 6 år skulle blive hjemme og tage sig af lille Ruth, når hun vågnede.
Moderen går ud til sin mand for at hjælpe med at høste majs, hvilket foregik med håndkraft. Pludselig ser de en stor røgsky stige op i landsbyen, hvor de bor og noget i dem siger, at det måske er deres hytte. De løber straks hjem og til deres store forskrækkelse ser de, at deres hytte står i flammer.
Den lille dreng Ebenezer på 3 år blev så bange for ilden, at han løb ned og gemte sig i kirken. Den store dreng var gået ind i hytten for at redde lille Ruth, men han nåede ikke ud igen. Dermed mistede de begge deres kære børn på samme dag.
Dette har været et forfærdeligt tab for dem og medens de fortalte om deres forfærdelige oplevelse, var der ikke et tørt øje i kirken.
Vi har gennem længere tid kendt denne familie og kender deres vanskelige situation. Vi har hjulpet deres dreng Ebenezer (som gemte sig i kirken) med at komme i skole. Han bor nu på Kærlighedshjemmet og går i vores nye skole. Han har været der i godt ½ år og er så glad for at gå i skole. Det lykkelige midt i alt det svære er, at de i marts 2015 fik en lille pige, som er kommet til at hedde Tabitha, som er deres lille livs stykke, hun er så sød og kær.
Ikke længe efter denne tragiske ulykke, var præsten udsat for en motorcykel ulykke. Ofte i landsbyerne er det eneste transportmiddel en motorcykel. Præsten sad bagpå som passager, da motorcyklen forulykkede og han brækkede skulderen 3 steder. Det virker til at hospitalet ikke kan få det sat ordentlig sammen, så han har meget svært ved at bruge sin arm og desuden har han altid smerter. Han kan desværre ikke arbejde i marken mere, hvilket er en belastning for deres økonomi. Deres indtægt i kirken er meget lille og de bor så fattigt.
Vi prøvede at spørge ind til deres dagligdag og de havde stort set ingenting i huset, da alt deres indbo brændte under ildebranden. De har lånt en seng af naboen, men de ligger direkte på brædderne, da de ikke har penge til at købe en madras. De har så ondt i kroppen af at ligge der og sover kun få timer af gangen. Præsten har så ondt i armen, da det hårde underlag gør situationen værre.
Ja vi gav dem straks nogle penge til at købe en madras, ligeledes til hans sygehus ophold, hvor han også skyldte penge. Vi hjalp dem så de også kunne købe lidt mad, så de kunne klare sig et stykke tid.
Når vi står overfor sådanne situationer så tænker vi altid, hvad ville Jesus have gjort? Jeg ved godt at vi ikke kan hjælpe hele verden, men vi oplever at dem vi hjælper kommer videre med deres liv. Vi beder ofte Jesus om at vise os, hvor vi skal hjælpe og ikke hjælpe, så derfor når vi møder nogle som denne familie, så føler vi, at det er Herren som har sendt os derhen.
Hvis der er nogle som ønsker at hjælpe denne lille familie med et en gangs beløb, så ville det være til stor glæde for denne trængte familie.
Kunne det ikke være dejligt at bygge et lille hus til dem?
Det kan ikke koste mange penge derude, da de kan bruge soltørrede sten som vi pudser op med cement. Jeg tror at for 20.000,- kr. kommer vi langt.
Så hvis der er nogle som ønsker, at give et beløb til at få denne familie til at komme videre, vil de blive ovenud lykkelig. Måske er der en eller to som får lagt på hjerte, at støtte denne familie med 500,- kr. pr. måned, så de kan overleve og forsætte som præste par for deres lille kirke.
Gaven kan øremærkes ”Brændt hus og børn” og sendes til vores missionskasser:
Willy Højgård Reg. 9712 Konto nr. 0741 793075
Vi vil gerne sige tusind tak for den opbakning, som vi får når vi kommer med et nødråb.
Vi kan betro jer, at pengene går ubeskåret til formålet, der bliver ikke brugt penge til administration eller sådan noget.
Pengene er også fradragsberettiget via paragraf 8a.
Kærlig hilsen
Tabitha og Torkild
