En masaipige ved navn Ruth Lucas, som går i Form 4 (Secondary school), bor sammen med sin mor og mormor her i Arusha.
Faderen er forsvundet, og de har ingen kontakt haft med ham i flere år. Ruth er meget dygtig i skolen. Skolen, hun går på, har sponsoreret hendes skolegang, da de er så fattige. Af forskellige årsager er hendes skole netop blevet lukket, og Ruth har skullet ud og finde en anden skole.
Moderen har ikke råd til at sende Ruth i en anden skole. Ruths bedstefar, som er masai, vil have Ruth tilbage til masailandet. Han mener, at en pige ikke skal tage en uddannelse, men i stedet følge masaiernes tradition for piger: at blive gift. Masaierne mener, at kun drengene skal have en uddannelse.
Ruths mor fortalte, at Ruths morfar havde fået et tilbud fra en ældre, velhavende masai, der vil betale en meget stor brudepris i form af mange køer for at få Ruth. Ruth har været helt utrøstelig, for hun ønsker at fortsætte sin skolegang, få en uddannelse og selv vælge sin mand, når den tid kommer. Derfor kom moderen og Ruth til vores kontor for at bede om hjælp.
I tro sendte vi Ruth på en god, kristen skole, hvor hun er meget glad for at være.
Vi har fået en sponsor, der vil gøre hendes Form 4 færdig. Men Ruth ønsker at forsætte yderligere to år, så hun afslutter med en studentereksamen. Hvis der er nogen, som gerne vil hjælpe hende videre, så skriv til os eller send en gave til vores missionskonto. Pengene skal øremærkes ”Ruth”.
Masaipigen Ruth
Skrevet 26.03.2024 14:48 under Arkiv