Forleden kom en af vores tidligere vagtmænd, Loriku, fra masailandet på besøg.
Det er ham, vi skrev om for mere end 10 år siden, hvor han var ude for en voldsom livshændelse. I 2012 mistede han sin kone og deres lille søn efter en ulykke i hjemmet. Konen sad i hytten for at lave mad sammen med to af børnene. Petroleumslampen gik ud; der skulle fyldes mere petroleum på. Medens hun var i færd med at fylde lampen op med petroleum, eksploderede den mellem hænderne på hende, og ilden antændte tøjet, de havde på. Både mor og søn blev voldsomt forbrændt og døde. Kun datteren overlevede. Det var et ufatteligt stort tab for Loriku.
Derefter besluttede Loriku, at han ville giftes igen. Han tog ikke bare én kone, men valgte også kone nummer to. Det er ikke usædvanligt blandt masaierne at have flere koner. Han begrundede sit valg med, at han ikke igen ville udsættes for pludselig at stå alene med sine børn.
Alle årene, han arbejdede for os, udtrykte han aldrig et ønske om at blive kristen nærmest tværtimod. Han var ikke interesseret, og ønskede ikke at tale om det åndelige. Masaierne er meget stolte naturfolk, som ofte tilbeder afguder.
Forleden kom han glædestrålende på besøg for at fortælle en rigtig god nyhed. Han sagde: ”Tabitha, jeg og mine to koner samt vores børn er blevet kristne, og vi skal alle døbes.” Han smilede og sagde: ”Jeg kan godt forstå, at du ser forbavset ud, men det er altså sandt!” Jeg blev så glad, at jeg sprang op, omfavnede ham og ønskede ham Guds velsignelse.
Nu havde han et ønske: ”Mama, må jeg ikke få en bibel? Jeg vil så gerne læse i den for min familie.” Jeg blev endnu gladere, og løb ind efter et par bibler til ham og familien. Det var en rigtig glad masai, som drog herfra med sine bibler under armen.
De er blevet kristne og optaget i den lutherske kirke. Al æren er Herrens.
For os er det et mirakel, som viser os, at for Gud er intet umuligt.
En rigtig solstrålehistorie
Skrevet 01.12.2023 19:08 under Arkiv