Vi har været ude at besøge en ung mand, Johnson, og hans onkel ved foden af bjerget Kilimanjaro.
Det sidste stykke vej kørte vi på en smal, rød jordvej, som snoede sig imellem bananplanterne. For enden af vejen, der var meget stejl, lå huset, hvor de boede. Hus er måske nok så meget sagt, for Johnson og hans onkel deler et værelse på 7-8 m2. Værelset ligger for enden af et hønsehus og bygningen går ud i et. Der er ikke noget loft i værelset ind til hønsehuset. Lugten var virkelig stram, og så tænker man, ”hvordan kan de stakkels mennesker sove i den stank?”
Johnson har ingen forældre. Hans mor mistede han for mange år siden, da han var helt lille, og hans far døde i november sidste år. Johnson er enebarn og hans onkel er det eneste familie, han har tilbage.
Foruden alle disse udfordringer, så har Johnson også et handicap, da han som lille kom ud for en ulykke i hjemmet. Tjenestepigen i huset havde sat en gryde over ildstedet og var gået udenfor. Johnson havde netop lært at kravle. Han fik sig bevæget hen til ildstedet, hvor han greb fat om grydens håndtag med begge hænder. På hans venstre hånd smeltede den voldsomme varme de små fingre væk, og hans højre hånd er også meget beskadiget.
Selvom han har mistet fingrene, er han dygtig til at skrive, og har en flot håndskrift. Han har beholdt hele tommeltotten og det meste af pegefingeren på højre hånd, dermed kan han holde om en blyant.
Johnson virker som en god dreng, der er rigtig dygtig i skolen. Men efter hans far er død, er der ingen, der hjælper ham med skolepenge. Uden skolepenge kan han ikke fortsætte i skolen. Onklen har knap nok til dagen og vejen. Det konstaterede vi ved selvsyn, da vi besøgte dem.
Vi har nu haft Johnson og hans onkel på besøg hos os for at høre om Johnsons ønsker for fremtiden. Vi har i tro sendt ham videre i Secondary skole. Han bliver 18 år i juli, og mangler to års skolegang for at få en studentereksamen. Hvis du læser dette, og føler for at hjælpe ham til en uddannelse, så er der brug for 6.000 kr. om året til dette formål.
